Jeg har haft "fornøjelsen" af at bruge Rejsekortet i en uge. Det levede helt op til mine forventninger (som var meget lave). Jeg vil ikke engang her komme ind på kortets ubrugelighed sammen med et periodekort. Det var så dejlig simpelt når man med et klippekort nemt kunne "udvide" periodekortets gyldighed med et par zoner. Det kan praktisk taget ikke lade sig gøre med et rejsekort (iflg. deres hotline).

Lad os starte med begyndelsen: Her tillader jeg mig at springe mit køb af kortet og en enkelt rejse fra Lufthavnen til Nørrebro over.

Jeg tanker op og får at vide at jeg muligvis først kan rejse "i morgen" med den nye optankning??
Hvor mange bilejere ville finde sig i at de, når de havde fyldt tanken op, fik at vide at de først kunne køre dagen efter? Med Nikolaj Sonnes (So Ein Ding …) ord: "Det er ikke godt nok"!

8/4 2013 Jeg tager på arbejde og bliver trukket kr. 36,50 hvilket svarer til prisen på klippekort.

9/4 Jeg foretager modsat rejse og alt er fint.

10/4 En tur til arbejdet og jeg får oven i købet 20% rabat fordi jeg checker ind udenfor myldretiden. Fantastisk! Det virker faktisk! De ovennævnte ture er foretaget med skift mellem bus og tog.

11/4 To småture til og fra Vesterbro med bus/bus og alt er stadig fint.

Her må jeg sætte en kopi af "Mine rejser" ind, for nu hopper kæden af.

A

12/4 Tager jeg den sædvanlige tur til arbejdet: Nørrebro - Ryparken - Hørsholm Midtpunkt, men et eller andet er galt. Nu står der jeg har rejst fra Nørrebro til Ryparken (12,-), hvilket er rigtigt, men jeg har fortsat min rejse og det er ikke registreret. Min returrejse fra Hørsholm til Nørreport er heller ikke registreret korrekt, men der er trukket kr. 56,50. Den tur koster 41,50. For min ud og hjemtur skulle jeg altså betale (29,20 + 41,50) 70,70, men jeg har betalt 68,50.
Nu er det ikke de små 2 kr. det drejer sig om, men om man kan stole på systemet.
Hvis miseren skulle være at jeg havde glemt at checke ud (ikke sandsynligt, da jeg er panisk angst for dummebøderne), ville jeg få en dummebøde på 50,- men det ses ikke at være tilfældet. Jeg er 120% sikker på at jeg på hjemturen checkede både ind og ud, da jeg fulgtes med en kollega, som grinede af at jeg sad med kortet i hånden hele vejen, for ikke at glemme at checke ud. Hun lovede at huske mig på det, men glemte det og jeg kom grinende ud af bussen med kortet i hånden, efter at have checket ud.

12/4 Foretager jeg en succesfuld bustur, men …..

B

13/4 går det galt igen. Jeg tager på arbejde og da det er en weekend koster turen 29,20 og det samme er tilfældet for min hjemtur. Så er der bare lige den ekstratur jeg åbenbart har foretaget mig mens jeg var på arbejde til 29,20. Hvor mon den kommer fra?? I to dage har der nu stået " Afventer oplysninger om rejse". Jeg er nysgerrig for at vide hvor det er jeg har rejst hen i min arbejdstid.

En anden interessant ting omkring min hjemtur er hastigheden: Det er lykkedes mig at køre med bus fra Hørsholm til Hans Knudsens Plads, købe ind i en nærliggende Lidl, gå tilbage til Ryparken og tage toget til Nørrebro på 8 minutter. Godt nok siger de at bus 150S er hurtig, men det er måske lige i overkanten. Det kan godt være at det lyder som petitesser, men hvis de forskellige ure ikke går rigtigt, hvordan kan jeg så være sikker på at jeg får min "udenfor myldretidsrabat"?

Her indskyder jeg så lige en anden af mine yndlingsaversioner. Busstopstandere med visning af antal minutter til næste bus. Hvorfor virker de ikke??? Ovenstående bustur som jeg skulle have startet kl. 15.18, blev startet kl. 14.30. Jeg ved det med sikkerhed, da jeg forlod mit arbejde kl 14.10 og kom til stoppestedet hvor der stod der var 10 min. til næste bus. Der blev talt ned til der var 1 minut tilbage og så hoppede vi op på 9 min. Hvad sker der? Er der ikke GPS involveret her? Er min bus faldet i et hul og forsvundet? Det sker meget tit på linie 150S at de standere viser tider som vinden blæser.

Nu har jeg så lige siddet og lagt mine rejser ind i et regneark for at checke mine facts 100% Det viser at jeg burde have en saldo på kr. 40,20 og ikke den saldo der står på mit kort på kr. 45,40. Så er det jo ligesom at den gamle sure mand ikke kan tillade sig at være så sur længere. Det er lidt frustrerende da jeg har brugt tid på denne side ;-)

Jeg vil undlade at kontakte Rejsekortet da differencen er i mit favør. Godt nok er jeg sur og gammel, men jeg er ikke idiot. Det ændrer dog ikke ved at deres "Mine rejser" oversigt er totalt uoverskuelig og at bus 150S kører på flybenzin.

25/4 Jeg holdt en uges ferie og det fik Rejsekortet på bedre tanker - eller? Hvis vi kigger tilbage på d. 12/4, kan vi se at Rejsekortet er kommet på bedre tanker. Jeg har ikke længere foretaget en "uspecificeret" rejse til kr. 56,50, men den er blevet delt op i to rejser: Kokkedal Station - Holmevej og Hø. Midtpunkt - Nørreport. Prismæssigt er der ingen forskel, men jeg har ikke været på Kokkedal Station den dag og jeg aner ikke hvor Holmevej ligger.
Interessant er det også at se at Rejsekortet er kommet på bedre tanker mht tidspunktet jeg checkede ind i Hørsholm d. 13/4. Det passer nu bedre med det reelle tidspunkt, men hvordan kan det være at der skal gå en uge før en indckeckning fremgår korrekt af ens status?

Min rejse d. 14/4 er registreret korrekt.
D. 15/4 går jeg på ferie og samtidig tanker jeg op for kr. 100,- Det registrerer Rejsekortet åbenbart ikke for jeg har foretaget mig en 4 - 5 smårejser i min ferie. Én gang synes jeg at "check ind blippet" lød mærkeligt, men ellers har der ikke været noget. Jeg lagde ovenikøbet mærke til at automaten i bussen ønskede mig "God rejse" en gang.
Det er først d. 20/4 at Rejsekortet opfatter at jeg har tanket op, men jeg er jo ikke blevet bon'et for nogle af mine rejser, så det kan jeg leve med. Faktisk prøvede jeg at tanke mere op i perioden, da jeg vidste at jeg snart skulle bruge kortet til og fra arbejde igen. Det kunne ikke lade siggøre, da der allerede var en optankning i gang.
Foreløbig har det kun været til min fordel at Rejsekortet ikke fungerer ordentligt og jeg tager det pænt, men det øjeblik det går den anden vej, er jeg sikker på at der går Grumpy Old Man i den :-)

20/6 Jeg bruger igen Rejsekortet i en kort periode, da min ferie står for døren og det ikke kan betale sig at forny mit månedskort.
Jeg har lige hørt at de gode gamle klippekort ikke forsvinder alligevel. De har fået en frist på endnu et år og så håber man at Rejsekortet fungerer til den tid.
Jeg har nu stadig svært ved at have tillid til det. Her er eksempler på tre check jeg har lavet på mit kort.


19/6 kl. 17:14


19/6 kl. 18:56


20/6 kl. 07:57

Jeg kan godt se at mine to rejser ender med at blive registreret korrekt, men det er bestemt ikke tillidsskabende at tidspunkter og priser skifter inden man når det endelige resultat.
Jeg har som tidligere sagt kun oplevet fejl i mit favør, men hvis det sker for alle, ender det jo med at priserne må sættes op.


Til gengæld har jeg haft stor glæde af denne app. I modsætning til hvad anmelderne skriver, har jeg kun haft minimale problemer med denne og jeg vil bruge den igen når jeg kommer hjem fra ferie.

4/7 Nu tager jeg på ferie og slipper for at bekymre mig om Rejsekortet og når jeg kommer tilbage skal jeg igen bruge periodekort. Jeg skal dog lige bruge Rejsekortet til og fra lufthavnen, så jeg har lige checket om der var penge på. Her ser jeg endnu en mystisk postering (se nedenfor). Jeg aner ikke hvor Klaksvigsgade eller Otto Mønsteds Plads ligger. Jeg har foretaget en rejse fra Axeltorv til Stefansgade på det tidspunkt. OK Rejsen koster det samme, men hvordan kan man have tillid til et kort der giver så forkerte oplysninger?